Stop letbanen – det er ikke for sent
Letbanen fra DTU til Ishøj er på alle måder en dårlig idé. Den er dyr at bygge og giver et samfundsøkonomisk tab på mere end 8 mia. kr. Selv hvis den bliver anlagt, vil det bedste være at nedlægge letbanen – så dårlig en investering er den.
Ingen kender prisen på letbanen
Ved et så stort offentligt projekt skulle man tro, at politikerne kendte den samlede pris – men det gjorde politikerne ikke. Før letbanen kan køre sin første kilometer i 2025, skal ledningsejere omlægge telefonkabler, elledninger og kloakrør for milliarder. Og kommunerne skal ombygge veje og bygge stationer og anden infrastruktur. Alt sammen noget, som ikke fremgår af budgettet for letbanen.
De 6,8 milliarder kr. det koster at anlægge letbanen er kun en del af omkostningerne. De samlede omkostninger for letbanen løber op i mere end 9 milliarder kr. – men ingen kender de faktiske omkostninger. Måske fordi politikerne ved, at hvis borgerne kendte de faktiske omkostninger ville letbanen aldrig blive bygget.
Letbanens umulige køreplan
Hvis man skal på tur med letbanen skal man være ualmindelig hurtig på benene, når man skal på og af toget. For at letbanen kan køre turen fra DTU til Ishøj på de planlagte 58 min. må et stop kun tage 10 sekunder. Det er urealistisk. S-tog og letbaner i andre lande bruger ofte 30 sekunder eller mere på et stop. Med 28 stationer vil stop på 30 sekunder betyde, at turen bliver mindst 9 minutter længere.
Letbanen = højere ejendomsskatter og mere udligning
Letbanen betyder højere ejendomsskatter for de mange borgere og virksomheder, som ligger langs letbanen. Ejendomsskatterne vil stige med 1.5 mia. kr. over de næste 40 år. Men alle de mange ekstra skattekroner bliver ikke i kommunekassen til gavn for borgerne. 1mia. kr. sendes videre til Fyn og Jylland i udligning. I forvejen betaler hovedstadsområdet 13.9 mia.kr. i udligning. Det vil med letbanen med til næste 15 mia. kr. Det er absurd, at borgerne i hovedstaden skal betale en milliard mere i udligning fordi man bygger en letbane. Det skal stoppes.
Letbaner støjer op til 90 dB
Mange tusind borgere må i dag leve med støj fra motorveje. Hvis letbanen åbner, kan endnu flere tusind borgere se frem til at leve med høj støj. Når et letbanetog passerer, larmer det med op til 90 dB. Det er 16 gange over det maksimalt anbefalede støjniveau. Udsættes man for høj støj i lange perioder, går det ud over helbredet. Hvert år bliver mere end 1.000 danskere syge af støj. Mange vil bo 5 meter fra letbanen og vil fra tidlig morgen til sen aften høre på op til 24 tog, der passerer deres hjem.
Folketinget har brug for en vagthund
Beslutningen om at bygge en letbane i Ring 3 er en af de dårligste politiske beslutninger, der er truffet i mange år. Bliver jeg valgt, vil jeg arbejde for, at projektet bliver stoppet – også selvom anlægsarbejdet er startet. Det er stadig den bedste beslutning.
Hovedstadens Letbane har været lukket om hele byggeriet. Som folketingsmedlem vil jeg arbejde for, at der kommer fuld åbenhed om alle beslutningerne i forbindelse med letbanen, så de ansvarlige politikere kan blive holdt ansvarlige for deres beslutninger.