Den pris ingen taler om

Tilhængerne af den kommende letbane har været påfaldende stille siden stat, kommuner og regionen tilbage i januar måned vedtog at bygge letbanen.

Og hvorfor er de så stille? De har fået deres vilje. De burde juble og løbe rundt med armene højt hævet.

Men måske er der en meget naturlig grund til, at letbanetilhængerne går så stille med dørene. For nu kommer alle de ekstra regninger, som borgerne i letbanekommuner skal betale de næste 40 år. Og de bliver store.

For at man overhovedet kan overholde budgettet, har man været nødt til at fjerne en række omkostninger fra letbanen, og lade kommunerne betale for dem som tilkøb. Tilkøb, som er nødvendige for, at letbanen overhovedet kan køre.

I de næste 40 år skal Lyngby Taarbæk betale mere end 15 millioner kr. om året til afdrag af etableringen af letbanen. Men det stopper ikke her. Til beløbet skal man lægge mere end 12 millioner kr. om året til tilkøbsydelser samt driftsudgifter.

Det er selvfølgelig ikke så sjovt at tale om for letbanetilhængerne. Men der er mere i vente for ikke kun borgerne i Lyngby Taarbæk, men for borgerne i hele Region Hovedstaden. Vi kan se frem til besparelser på busdriften fra 2020 på mere end 60 millioner kr. om året for at betale for letbanen. Det betyder besparelser på busdriften fra Tårnby til Hundested. Områder af regionen som ikke ser skyggen af letbanen.

Så måske er det ikke så uforståeligt, at letbanetilhængerne er så stille. De ved nemlig, at hvedebrødsdagene er overstået, og der kommer en regning, der skal betales af borgerne for politikernes letbanedrømme.