Det store jobcirkus
På 3 år har Gladsaxe brugt mere end 175 millioner kr. på at sende ledige i praktikforløb hos kommuner og virksomheder. 7.151 Gladsaxe borgere er de sidste 3 år sendt ud i job med løntilskud, i virksomhedspraktik eller jobrotation.
Om de 175 millioner, man har brugt på at sende ledige i praktik, har givet resultat i form af faste job til de ledige ved man ikke på Jobcenteret.
Skatteborgerne giver store tilskud til virksomhederne, så de kan få gratis arbejdskraft. I virksomhedspraktik har virksomheder mulighed for, at have en ledig ansat uden, at de selv skal betale den lediges løn i op til 4 uger. Lønnen betales af skatteborgerne.
I 2016 havde Dansk Supermarked således 66 Gladsaxe borgere i virksomhedspraktik, hvor Gladsaxes skatteborgere betaler lønnen, så de kunne få gratis arbejdskraft til deres supermarkeder. Og man kan jo kun gætte på at Gladsaxe ikke er de eneste, som stiller gratis arbejdskraft til rådighed for Dansk Supermarked.
Den største aftager af ledige i praktik er dog Gladsaxe Kommune med flere tusinde Gladsaxe borgere de sidste 3 år. Man får det indtryk, at de mange ledige kun er billig arbejdskraft for kommunen uden mulighed for fast arbejde.
175 millioner kr. er mange af skatteborgernes penge at bruge på noget, hvor man ikke ved, hvad man får.
Det bedste vi kan gøre for de ledige, er at stoppe jobcirkusset og lade de ledige selv finde arbejde. Det er nok bedre og billigere end det jobcirkus man har nu.